I sidste uge blev jeg smittet – og det var endda af en, jeg ikke kendte. Tidligt om morgenen pÃ¥ vej til arbejde. Jeg cykler i mine egne tanker og triller lige sÃ¥ stille ned til lyskrydset. Der er masser af sne. Vi har godt nok efterhÃ¥nden vænnet os til det, men der skal stadig cykles forsigtigt, for ikke at styrte. Foran mig er en ung kvinde – hun er ogsÃ¥ pÃ¥ cykel. Vi holder der ved rødt lys og venter, og jeg falder lidt i staver, mens jeg kigger pÃ¥ hendes cykelhjelm. Den er rigtig smart og har et flot mønster pÃ¥. Pludselig vender hun sig om, mens jeg stÃ¥r og beundrer hjelmen. Min første tanke er, at hun mÃ¥ synes, jeg er mærkelig, nÃ¥r jeg kigger sÃ¥ meget. I stedet sender hun mig et bredt smil – og jeg bliver smittet lige pÃ¥ stedet. Resten af min tur pÃ¥ arbejde gÃ¥r meget lettere, og jeg smiler ved mig selv fordi jeg glæder mig over, at der er sÃ¥ rare mennesker derude pÃ¥ vejene. Siden da har jeg gjort, hvad jeg kunne for at give smitten videre